Indkøb i Nordjylland: Indkøb, der kan og vil mere
Kom i dialog med både meningsdannere og praktikere, når Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark og Miljømærkning Danmark inviterer til konference, hvor vi stiller skarpt på Nordjylland, som frontløber og driver for den grønne omstilling og mere bæredygtigt indkøb.
Hvordan sikrer vi, at Nordjylland kommer helt i front med mere bæredygtige og klimarigtige indkøb? Kan Nordjylland være med til at trække hele landet i en grønnere og mere klimarigtig retning? Hvilken rolle spiller kommunerne og regionen i denne omstilling? Hvad er de politiske visioner, og hvad viser de praktiske erfaringer?
Det offentlige køber årligt ind for ca. 415 mia. kr. og er en attraktiv kunde for mange virksomheder. Derfor er offentlige indkøb en stærk drivkraft i forhold til erhvervsudvikling – og til at fremme nye og mere bæredygtige produkter og løsninger. Og derfor skal Nordjylland være med helt i front.
Der udvikles i disse år værktøjer og formidles nye metoder, som udbudsansvarlig og indkøbere kan anvende for at sikre de mere miljø- og klimavenlige indkøb – og området er i det hele taget i en rivende udvikling. Environmental footprint, klimaaftryksberegninger og klimadata er blandt de nye begreber, indkøberne skal forholde sig til. Men hvor let er det at anvende alle disse nyskabende tilgange, og hvordan virker de i praksis? Hør om den seneste udvikling, og om hvordan værktøjer og metoder kan bruges i praksis.
Politisk lederskab og samarbejde imellem indkøbere og leverandører er nøglen til øget klimahensyn og mere bæredygtighed i indkøb og løsninger. Til konferencen samler vi derfor både politikere, indkøbs- og miljøansvarlige, leverandører og producenter samt eksperter og studerende. De erfaringer, som præsenteres på konferencen, belyses fra både indkøbernes og leverandørernes synsvinkel, så viden og erfaringer fra begge sider af bordet bringes i spil..
Praktiske oplysninger
Tidspunkt: 17. januar kl. 11.30 – 17.00
Program: Se programmet her
Sted: Aalborg Kongres & Kultur Center
Europa Plads 4,
9000 Aalborg
Pris: Arrangementet er gratis
Tilmelding: Klik her for at tilmelde dig