
Den 22. august vil en række folketingspolitikere besøge Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark. Her skal de opleve hvordan tre af netværkets virksomheder har skabt vækst og stærke forretningsgrundlag igennem bæredygtighed.
Arne Boelt, der er borgmester i Hjørring Kommune og næstformand i Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark, vil guide politikerne sikkert igennem de stærke grønne erhvervscases i Nordjylland. På turen vil politikerne møde tre meget forskellige virksomheder, som på hver sin måde har gjort arbejdet med bæredygtighed til en del af deres forretningsgrundlag.
Politikerne skal bl.a. besøge virksomheden Aage Vestergaard Larsen i Mariager, som er Nordens største genanvendelsesvirksomhed inden for plast. Deres innovative teknologi gør det muligt at genanvende beskidt plast fra både husholdninger og industri.
Innovation er også et af nøgleordene hos Højer Møbler, som producerer kreative læringsmiljøer til bl.a. skoler. Her har de fokus på at skabe nye forretningsmodeller, hvor møblerne udlejes og tilbagetages så virksomheden kan istandsætte møblerne eller genanvende materialerne.
Den sidste virksomhed, som politikerne skal besøge, er Lund & Staun i Svenstrup, som tidligere på året blev Danmarks første FSC-certificerede entreprenørfirma. Virksomheden tænker bæredygtighed ind i alle faser af byggeriet fra opførsel til nedrivning, og har netop færdiggjort et 100 meter langt trædæk ved Østre Havn i Aalborg, som er lavet udelukkende af bæredygtigt træ.
Hos Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark arbejdes der med at styrke de deltagende virksomheders grønne profil. Og med netværkets nylige regionale udvidelse er det nu alle nordjyske virksomheder, der kan få hjælp til den grønne omstilling.
Følgende politikere deltager:
• Søren Gade, Folketingsmedlem (Venstre)
• Lise Bech, Folketingsmedlem (Dansk Folkeparti)
• Bent Bøgsted, Folketingsmedlem (Dansk Folkeparti)
• Torsten Gejl, Folketingsmedlem (Alternativet)
• Ane Halsboe-Jørgensen, Folketingsmedlem (Socialdemokraterne)
• Pia Adelsten, Formand for Miljø- og Fødevareudvalget (Dansk Folkeparti)
• Arne Boelt, Borgmester i Hjørring (Socialdemokraterne) – og næstformand i NBE
Slides fra mødet med bestyrelsen: