Det Grønne Rejsehold giver nyuddannede dimittender fra Aalborg Universitet samt University College Nordjylland mulighed for at få en opkvalificering indenfor grøn omstilling, cirkularitet og bæredygtig vækst. Kandidaterne kommer med forskelligartede faglige baggrunde og får værktøjer og ny viden til, hvordan de kan omsætte og anvende deres uddannelse indenfor den grønne omstilling.
Projektet har siden 2015 givet stor værdi for både virksomheder og nyuddannede, og derfor fortsætter det som et samarbejde mellem Jobcenter Aalborg, Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark og Klimaalliancen Aalborg.
Nordjyske virksomheder, organisationer og kommuner som er medlem af Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling eller organisationer i Aalborg Kommune, som har indgået en klimapartnerskabsaftale med Klimaalliancen, har mulighed for at få et hold fra Det Grønne Rejsehold til at arbejde med et konkret potentiale indenfor den grønne omstilling. Det betyder i praksis at 4-5 deltagere med hver deres faglige baggrund og opdateret nyeste viden indenfor grøn omstilling, arbejder målrettet med en konkret case som er skræddersyet den enkelte virksomhed.
I 2024 starter kurset mandag d. 18. november. Ansøgningsfrist er onsdag d. 6. november 2024 kl. 12:00.
Du uploader din ansøgning her.
Deltagere på Det Grønne Rejsehold skal igennem “Det Grønne Kursus”. På kurset og i virksomhedscasene efterfølgende arbejder de med emner som:
- Cirkulær økonomi
- FN’s 17 verdensmål
- Miljøledelse
- Værdikæder
- Data og sporbarhed
- Digitalisering
- Tilskudsmuligheder
- Grønne forretningsmodeller
- Nudging
- Kommunikation af bæredygtighed
- Green hushing og green washing
- Proportioner og væsentlige og mindre væsentlige udfordringer udfordringer
- Tipping point og drivhuseffekten
- Udpege konkrete indsatser ift. arbejdet med FNs verdensmål samt kommunikation af dette
- Få udarbejdet en businesscase af en cirkulær forretningsmodel
- Udarbejdet materiale og test af adfærdsdesign og nudging til at understøtte affaldssortering
- Kortlægge potentialer i hele forretningen
- Udpege potentialer i hele eller dele af værdikæden
- Udarbejde et klimaregnskab og fokuseret indsatsområder
- Se digitaliseringens muligheder som en del af et cirkulært forretningsområde
- få et katalog med anbefalinger til handlinger
- Udarbejde en bæredygtighedsstrategi eller klimahandleplan
Kontakt
Ønsker du mere information om Det Grønne Rejsehold, kan du kontakte Line Boel på mail eller giv et kald på 9935 5542.
Skab grøn omstilling i din virksomhed
Det Grønne Rejsehold (DGR) består af en gruppe dimittender, der interesserer sig for cirkulær økonomi og bæredygtighed i virksomheder. De bliver klædt på i et opkvalificeringsforløb til at arbejde med bæredygtighed på virksomheder. Herefter fungerer de som et ‘grønt rejsehold’, der kan hjælpe en af NBE’s medlemsvirksomheder med opgaver inden for grøn omstilling.
Samarbejde med Det Grønne Rejsehold
Hvis I som virksomhed har en konkret udfordring inden for bæredygtighed eller ønsker en screening af mulige ressourceoptimeringer kan DGR hjælpe jer. Rejseholdet kan kortlægge ressourceoptimeringsprocesser i jeres virksomhed, så “grønne” muligheder klarlægges i en business plan. Dernæst kan DGR evt. være med til at virkeliggøre jeres projekter. Det vil afhænge af projektets omfang og hvor meget I som virksomhed skal være involveret i processen. Dette afklares og aftales med rejseholdet ved projektets start.
Det Grønne Rejsehold kan f.eks. hjælpe jer med at:
- Omsætte affald til ressourcer
- Optimere energiforbrug
- Kommunikere jeres grønne tiltag
- Beregne miljømæssige og økonomiske fordele ved en omstillingsproces
Tidsramme
Der starter et nyt hold d. 18. november 2024 og består af ca. 2,5 uges kursus og efterfølgende ca. 3,5 uges casearbejde, hvorefter resultaterne af arbejdet bliver præsenteret for virksomhederne d. 6. februar 2025.
En del af opkvalificeringen er, at DGR kommer ud i virkeligheden og besøger de virksomheder som deltager med en case. Det er også her I præsenterer jeres case for deltagerne. Når I har fået tilkoblet den gruppe der skal arbejde sammen med jer, aftaler I selv med gruppen hvordan samarbejdet skal foregå og hvor tæt de er koblet til virksomhedens daglige gang.
Kontakt
Ønsker du yderligere information om Det Grønne Rejsehold, kan du kontakte NBE på mail: nbe@akkc.dk eller telefon +45 9935 5542
For dig, der tænder på grøn omstilling
Drømmer du om at arbejde med bæredygtighed, grønne omstillingsprocesser og klimavenlige tiltag? Så er Det Grønne Rejsehold måske noget for dig.
Hvad er Det Grønne Rejsehold?
Det Grønne Rejsehold består af op til 30-35 nyuddannede fra forskellige uddannelsesinstitutioner og studieretninger. Du skal have stor personlig og/eller faglig interesse for bæredygtighed og grønne omstillingsprocesser for at blive en del af rejseholdet.
Hvis du bliver optaget på rejseholdet, skal du gennemgå ‘Det Grønne Kursus’. På kurset vil du blive opkvalificeret til at foretage konkrete grønne omstillingsprojekter på virksomheder. Efter den intensive del af kurset, er der i de følgende 3-4 uger casearbejde, hvor du i en gruppe af 3-4 fra DGR samarbejder med en virksomhed om en udfordring/problemstilling som virksomheden har budt ind med.
Der starter et nyt forløb d. 18. november 2024 og består af ca. 2,5 uges kursus og efterfølgende ca. 3,5 uges casearbejde, hvorefter resultaterne af arbejdet præsenteres for virksomhederne d. 6. februar 2025.
Målet er, at du og de andre deltagere på rejseholdet skal i job, praktik eller løntilskud hos en virksomhed i Nordjylland, hvor temaet naturligvis er bæredygtighed, cirkulær økonomi og grøn omstilling.
Hvad får du ud af at deltage på Det Grønne Rejsehold?
- Gratis opkvalificering i bæredygtighed, projektledelse og udarbejdelse af business cases
- Kontakt til medlemsvirksomhederne i NBE
- Kontakt til erfarne- og ressourcepersoner inden for grøn omstilling
- Praktik- og jobmuligheder inden for grøn omstilling og bæredygtig erhvervsudvikling
- Efter afslutningen på virksomhedssamarbejdet vil du fortsat kunne blive sat i kontakt med virksomhederne i NBE
Kvalifikationer
For at kunne ansøge om at blive optaget på Det Grønne Rejsehold, skal du:
- Være nyuddannet fra AAU, UCN eller anden uddannelsesinstitution på minimum bachelorniveau. Alle studieretninger kan søge.
- Have stor personlig og/eller faglig interesse i grønne omstillingsprocesser, bæredygtighed og cirkulær økonomi
- Være ledig ved Jobcenter Aalborg
- Være bosat i Aalborg Kommune
- Kunne deltage i Det Grønne Kursus samt efterfølgende gruppearbejde og fremlæggelse af resultater i de 3-4 uger der følger efter kurset
- Hvis du ikke er bosat i Aalborg Kommune, men er interesseret i Det Grønne Rejsehold, er der mulighed for, at det Jobcenter du er tilknyttet, er villig til at betale for forløbet. Kontakt din jobcenterrådgiver for at forhøre dig om dine muligheder.
Sådan søger du optagelse på Det Grønne Rejsehold
Ansøgningsfristen for Det Grønne Rejsehold er onsdag d. 6. november 2024 kl. 12:00.
Du uploader din ansøgning her.
I ansøgningen, der består af dit CV og en kort video, skal du inkludere en kort tekst, der beskriver:
- Hvad din særlige interesse inden for bæredygtighed er
- Hvordan du mener, de nordjyske virksomheder kan få gavn af Det Grønne Rejsehold
- Hvorfor du vil være med til at gøre en forskel til fordel for bæredygtighed og grønne omstillingsprocesser
Hvornår får jeg svar på min ansøgning?
I ultimo uge 45, start uge 46 2024 får du en mail med besked om, hvorvidt du er blevet optaget på rejseholdet eller ej.
Hvad handler Det Grønne Kursus om?
Det Grønne Kursus er obligatorisk, hvis du bliver optaget på rejseholdet. Her får du og resten af rejseholdet uddannelse i bl.a. bæredygtighed, projektledelse og business cases. Du lærer bl.a. at identificere mulige bæredygtighedsprojekter i virksomheder og udarbejde business cases, som fastslår om et projekt kan betale sig, økonomisk, socialt og miljømæssigt, for virksomheden.
Kurset vil bestå af både teoretiske overvejelser og praktiske eksempler samt en konkret, virkelig case opgave, som løses over de uger kurset varer.
Forløbet i Det Grønne Kursus
Det Grønne Kursus skal klæde rejseholdet på til at gennemføre konkrete omstillingsprojekter i praktik, løntilskud eller job. Kurset løber hen over to uger med intensiv undervisning og virksomhedsbesøg fra ca. 8.30-15.30 alle dage. Derefter kommer du i gruppe med 3-4 af de andre rejseholdsdeltagere, og sammen skal I løse en case stillet af en virksomhed, som I møder på kurset. Gruppearbejdet tilrettelægger I selv, så det passer ind med jeres hverdag. Umiddelbart efter forløbets afslutning fremlægger alle grupper resultatet af deres arbejde for virksomheder og andre rejseholdsdeltagere.
I løbet af kurset kommer du bl.a. til at arbejde med disse emner:
- Hvad er bæredygtighed?
- Cirkulær økonomi og FN’s 17 verdensmål
- Den tredobbelte bundlinje
- Symbioser og partnerskaber
- Bæredygtighed som tværfagligt område
- Hvordan udarbejder man en business case?
- Kommunikation
Kurset vil veksle mellem oplæg, konkrete øvelser og diskussion. Desuden vil forskellige virksomheder deltage med oplæg og konkrete omstillingsopgaver.
Hvor længe er man med?
Selve kurset varer en måned, herefter er man tilknyttet et netværk som kan være med til at formidle grønne jobmuligheder. Det betyder også, at selvom du ikke er kommet i job, når kurset er afsluttet, vil du have mulighed for at få hjælp fra NBE til at etablere kontakt med virksomheder i Nordjylland. Du får dermed et stort virksomhedsnetværk at trække på i din jobsøgning.