Kvalifikationer
For at kunne ansøge om at blive optaget på Det Grønne Rejsehold, skal du:
- Være nyuddannet fra AAU, UCN eller anden uddannelsesinstitution på minimum bachelor-niveau. Alle studieretninger kan søge
- Have stor personlig og/eller faglig interesse i grønne omstillingsprocesser, bæredygtighed og cirkulær økonomi
- Være ledig ved Jobcenter Aalborg
- Være bosat i Aalborg Kommune
- Kunne deltage på Det Grønne Kursus samt efterfølgende gruppearbejde og fremlæggelse af resultater i de 3-4 uger der følger efter kurset
NB. Hvis du ikke er bosat i Aalborg Kommune, men er interesseret i Det Grønne Rejsehold, er der mulighed for, at det Jobcenter du er tilknyttet, er villig til at betale for forløbet. Kontakt din sagsbehandler for at forhøre dig om dine muligheder.
Sådan søger du optagelse på Det Grønne Rejsehold
Ansøgningsfristen for Det Grønne Rejsehold 2024 er onsdag d. 6. november kl. 12:00.
Du uploader din ansøgning her.
For at søge, skal du sende dit CV, en kort tekst og en kort video på 1 min.
I ansøgningen skal du inkludere en kort tekst, der beskriver:
- Hvad din særlige interesse inden for bæredygtighed er?
- Hvordan du mener, de nordjyske virksomheder kan få gavn af Det Grønne Rejsehold?
- Hvorfor du vil være med til at gøre en forskel til fordel for bæredygtighed og grønne omstillingsprocesser?
Hvornår får jeg svar på min ansøgning?
Ultimo uge 45, start uge 46 2024 får du en mail med besked om du er blevet optaget på rejseholdet eller ej.
Hvad handler Det Grønne Kursus om?
Det Grønne Kursus er obligatorisk hvis du bliver optaget på rejseholdet. Her får du og resten af rejseholdet uddannelse i bl.a. bæredygtighed, projektledelse og business cases. Du lærer bl.a. at identificere mulige bæredygtighedsprojekter i virksomheder og udarbejde business cases, som fastslår om et projekt kan betale sig, økonomisk, socialt og miljømæssigt, for virksomheden.
Kurset vil bestå af både teoretiske overvejelser og praktiske eksempler samt en konkret, virkelig case opgave, som løses over de uger kurset varer.
Forløbet i Det Grønne Kursus
Det Grønne Kursus skal klæde rejseholdet på til at gennemføre konkrete omstillingsprojekter i praktik, løntilskud eller job. Kurset løber her over to uger med intensiv undervisning og virksomhedsbesøg fra ca. 8.30-15.30 alle dage. Derefter kommer du i gruppe med 3-4 af de andre rejseholdsdeltagere, og sammen skal i løse en case stillet af en virksomhed, som i møder på kurset. Gruppearbejdet tilrettelægger i selv, så det passer ind med jeres hverdag. Umiddelbart efter forløbets afslutning fremlægger alle grupper resultatet af deres arbejde for virksomheder og andre rejseholdsdeltagere.
I løbet af kurset kommer du bl.a. til at arbejde med disse emner:
- Hvad er bæredygtighed?
- Cirkulær økonomi og FN’s 17 verdensmål
- Den tredobbelte bundlinje
- Symbioser og partnerskaber
- Bæredygtighed som tværfagligt område
- Hvordan udarbejder man en business case?
- Kommunikation
Kurset vil veksle mellem oplæg, konkrete øvelser og diskussion. Desuden vil forskellige virksomheder deltage med oplæg og konkrete omstillingsopgaver.
Hvor længe er man med?
Selve kurset varer ca. 6 uger, herefter er man tilknyttet et netværk som kan være med til at formidle grønne jobmuligheder. Det betyder også, at selvom du ikke er kommet i job, når kurset er afsluttet, vil du have mulighed for at få hjælp fra NBE til at etablere kontakt med virksomheder i Nordjylland. Du får dermed et stort virksomhedsnetværk at trække på i din jobsøgning.