
Et portræt af NBE virksomheden DLG i Vrå.
DGL fabrikken i Vrå har 10 ansatte og producerer ca. 150.000 ton svinefoder om året. Fabrikken i Vrå er en del af DLG koncernen, som er et stort dansk landbrugsselskab, der har ca. 6.5000 ansatte på internationalt plan og en årlig omsætning på ca. 50. mia. kr. DLG i Vrå har været medlem af Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark (NBE) siden 2016.
Energibesparelser
Per Nielsen er fabrikschef hos DLG i Vrå og er bl.a. ansvarlig for reparationer, vedligehold og driftsoptimeringer. Ansvarsområder der går hånd i hånd med bæredygtighed: ”Et af vore mål er at producere så meget som muligt, på så kort tid som muligt, og ved at bruge så lidt energi som muligt. I forbindelse med dette mål er det i løbet af de seneste år lykkedes os at reducere energiforbruget per produceret ton fra 74 kwh til 62 kwh, hvilket svarer til en besparelse på ca. 16%. – og med en produktion på 150.000 ton om året bliver besparelsen til meget i sidste ende”.
Per har måleudstyr på alle de store maskiner i produktionen og har derfor mulighed for nøje at følge med i energiforbruget. Overblikket over den enkelte maskines energiforbrug giver mulighed for at identificere eventuelle fejl og få dem rettet hurtigt. Fabrikken i Vrå er blandt dem, der har det laveste energiforbrug i Danmark inden for deres branche. Per forsøger hele tiden at optimere driften af produktionen og finde nye energibesparelser. Det næste projekt, som virksomheden har fokus på, er derfor at skifte belysningen til LED.
Mere end energi
Selvom energibesparelser fylder meget, er ikke det eneste bæredygtige initiativ, som DLG arbejder med. De har f.eks. både fokus på affaldssortering og på miljøvenlig kørsel. I forbindelse med sidstnævnte har alle lastbilchaufførerne været på et kursus i miljøvenlig kørsel, og et eksternt firma analyserer den enkelte chaufførs kørestil for at kunne optimere kørslen bedst muligt. Transportinitiativet sparer både tid og penge, og så er det selvfølgelig bedst for miljøet at lastbilerne bruger så lidt diesel som muligt.
Derudover bruger DLG værktøjerne fra forretningsfilosofien Lean til at systematisere deres reparationer og vedligehold af maskinerne og giver alle medarbejderne mulighed for at byde ind med viden, der kan gavne produktionen.
Screening
DLG har fået foretaget en bæredygtighedsscreening igennem NBE. ”Selvom der heldigvis ikke var så meget at komme efter, var det en god oplevelse at få gennemgået hele produktionen af et hold specialister med forskellige faglige kompetencer” fortæller Per.
Vidensdeling på tværs af brancher
”For os giver det god mening at være medlem af NBE, fordi der er god mulighed for sparring. Via netværket er det muligt at møde folk fra andre brancher, der arbejder med de samme udfordringer, så man får altid noget med hjem efter et netværksmøde. Det er virkelig givtigt og spændende at være en del af NBE” afslutter Per.
Ønsker du kontakt til Per Nielsen fra DLG i Vrå, eller ønsker din virksomhed at deltage i et medlemsportræt, så er du velkommen til at sende en mail til nben@aalborg.dk.
Se omtalerne af virksomheden i pressen her: