
Et portræt af NBE medlemmet Aalborg Kongres og Kultur Center
Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) er et af Skandinaviens største og mest fleksible kongres- og kulturhuse. Med omkring 500.000 besøgende om året er AKKC et hus med et højt aktivitetsniveau inden for events og også et hus med en høj beskæftigelseseffekt i Aalborg og Nordjylland. Virksomheden har været medlem af Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling siden 2013.
Mission vs. bæredygtighed
AKKC’s ønsker at bidrage til Aalborgs og Nordjyllands fortsatte vækst og udvikling, og det gør de ved at trække møder og konferencer, kulturarrangementer og messer til Aalborg, som skaber omsætning for hele byen.
”For at vi fortsat kan gøre det, er vi nødt til at følge med samfundsudviklingen – og i dag står bæredygtighed øverst på dagsordenen hos mange af vores kunder, gæster, leverandører og samarbejdspartnere. Vi har valgt at være ambitiøse med vores bæredygtighedsarbejde, og derfor går vi efter at blive certificeret efter ISO standarden for bæredygtige events (ISO 20121), som det første kongres- og kulturhus i Danmark, og som et af de få huse på internationalt plan. Vi mener, at den bæredygtige udvikling kun vil forankre sig mere og mere, og derfor har vi brug for et redskab, som ISO 20121, der hjælper os med at holde fokus på at forbedre os på området” fortæller Anders Jespersgaard der er Teknisk chef hos AKKC.
Aalborg som bæredygtig destination
Anders fortsætter: ”Når AKKC f.eks. byder internationale gæster velkommen, er vi klar over, at vores rammer påvirker gæsters indtryk af Aalborg og Nordjylland, og at vi som hus repræsenterer byen og området. At have fokus på bæredygtighed er ikke kun noget som gavner os selv – vi ser det også som vores ansvar at bakke op omkring resten af byens bæredygtighedsarbejde, ved selv at deltage i det og skabe en bevidsthed om Aalborg og Nordjylland som en bæredygtig destination.
Boost af flere bundlinjer
En bæredygtig tilgang er ikke som sådan noget nyt for AKKC – tidligere har vi blot kaldt det sund fornuft, når vi brugte lokale leverandører, støttede lokale formål, og gjorde opmærksom på kulturen og den øgede livskvalitet kulturoplevelser giver folk.
I dag arbejder vi dog langt mere systematisk og strategisk med bæredygtighed og ud fra forståelsen, at en bæredygtig forretning kræver et fokus på de tre parametre: mennesker, miljø og økonomi. Indtil nu har vi erfaret, at vi ved at forstå bæredygtighed ud fra disse parametre kan arbejde meget mere bredt, end hvis vi blot arbejdede med at mindske vores miljøaftryk, og det giver os et boost på flere bundlinjer.
Når vi f.eks. har fokus på at reducere vores affaldspost gennem genbrug, gavner det ikke kun miljøet, men også AKKC’s økonomi, ved at vi ikke betaler for at komme af med affaldet. Lokalsamfundet får gratis glæde af materialer, som sagtens kan bruges igen, og medarbejderne oplever en lettelse i arbejdspresset, fordi arbejdsgange ændres. Derudover får kunderne mulighed for at booste deres bæredygtighedsprofil gennem genbrug af materialer fra deres afsluttede arrangementer.
Nye samarbejdspartnere
Udover at AKKC gennem vores medlemskab af NBE blev gjort opmærksomme på, at der fandtes en ISO-standard inden for vores branche, hjælper vores deltagelse i netværket os også med at opfylde vores målsætning om at udvide samarbejdet med bæredygtige organisationer og virksomheder.
Gennem NBE’s netværksarrangementer opdagede vi virksomheden Råt & Godt, som vi pt. samarbejder med i forbindelse med at skabe et bæredygtigt loungeområde i AKKC. Vi forventer, at vi ved at skabe et bæredygtigt loungeområde kan bidrage positivt til vores gæsters oplevelse af rammerne i AKKC, samt at vi i AKKC kan være med til at bakke op omkring andre virksomheder og organisationer, som arbejder i den gode sags tjeneste – den bæredygtige tjeneste.
Derudover har vi i forbindelse med vores certificeringsarbejde samarbejdet med NBE-medlemmet Gabriel, der hjælper os med at arbejde med systemtankegangen i ISO-standarder, som er ret ny for en så alsidig og omskiftelige virksomhed som AKKC.
Det grønne rejsehold
I 2016 greb vi muligheden for at få sat endnu mere fokus på AKKC’s bæredygtige profil ved at takke ja til NBE’s tilbud omkring Det Grønne Rejsehold. Det har resulteret i, at vi i dag har mulighed for at blive certificeret og sikre en kontinuerlig forbedring af vores bæredygtighedsperformance. Ud over et udvidet samarbejde med andre virksomheder og organisationer har AKKC, gennem NBE’s netværksmøder også mulighed for at blive klog på arbejdet med bæredygtighed og blive inspireret af andre virksomheder der bruger bæredygtighed som forretningsudvikling”.
For mere information om AKKC’s arbejde med bæredygtighed kontakt Anders Jespersgaard på aj@akkc.dk eller Fie Glerup Gjørtz (bæredygtighedskoordinator) på fgg@akkc.dk.
Ønsker din virksomhed at deltage i et NBE medlemsportræt, så kontakt kommunikationsmedarbejder, Lene Buhl på nben@aalborg.dk.