Projektet ’Genanvendelse af plast – en styrket dansk industri’ blev kickstartet ved et yderst velbesøgt arrangement tirsdag den 27. februar hos NBE-medlemsvirksomheden AVL A/S i Mariager. Arrangementet blev også brugt til at løfte sløret for navnet på det nye plastakademi, der er en del af projektet.
Hvis danske virksomheder bliver endnu bedre til at genanvende plast, så forbedrer det industriens muligheder for vækst og jobskabelse. Det er filosofien bag projektet ’Genanvendelse af plast – en styrket dansk industri’, der netop har modtaget knap 3 millioner kroner i støtte fra Industriens Fond.
Kort fortalt skal projektet bidrage til, at langt mere plast fra erhvervslivet bliver genanvendt, da det giver danske virksomheder en konkurrencemæssig fordel på den internationale bane
Tirsdag den 27. februar blev projektet for alvor skudt i gang med mere end 100 deltagere til et arrangement i Mariager hos genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S (AVL), der står bag projektet sammen med bl.a. brancheorganisationen Plastindustrien, Aalborg Universitet og PlanMiljø.
Vigtigt med samarbejde i hele værdikæden på tværs af sektorer
Formålet med arrangementet var – foruden at introducere projektet til offentligheden – at bringe en masse personer mange fra forskellige industrier og brancher sammen.
Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien og formand for projektets styregruppe, fortæller: “Vi skal nu i gang med at kortlægge i hvilke sektorer, der er store mængder plast til rådighed, som i dag ikke bliver genanvendt i tilstrækkeligt omfang. Første skridt i den proces er at få aktørerne fra de plastforbrugende virksomheder til at tale endnu mere sammen med repræsentanter fra plastbranchen. Det store fremmøde til dagens arrangement vidner om, at det er et område, der er et stort potentiale i.”
Han bliver suppleret af adm. direktør Franz Cuculiza fra genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S: “Jeg er rigtig glad for, at vi kan tiltrække så mange deltagere til vores arrangement her i Mariager. Der er en stigende forståelse for, at vi skal arbejde tættere sammen, så vi ikke bliver ved med at sende plast til forbrænding eller ubehandlet til udlandet. Det vil være en stor gevinst – både for miljøet, samfundet og ikke mindst for danske virksomheder – hvis vi får øget den danske plastgenanvendelse. Og i dag har vi fået sat mere fokus på vores ambition.”
Navnet på nyt plastakademi blev afsløret
Det to årige projekt skal også resultere i, at der bliver etableret et plastakademi, hvor der blandt andet skal undervises i hensigtsmæssige materialevalg, design, produktionsmetoder og grønne forretningsmodeller med det formål at øge plastgenanvendelsen.
Kick-off arrangementet i Mariager blev afrundet med en seance, hvor akademiets navn for første gang blev ’afsløret’: CIRKLA – Akademi for plastgenanvendelse.
Fra talerstolen fortalte Franz Cuculiza, adm. direktør i AVL A/S, følgende om navnevalget: “CIRKLA betyder cirkulær på verdenssproget esperanto, og der er to årsager til, at vi har valgt netop dette navn. For det første blev esperanto udviklet til at gøre mennesker med forskellige ’modersmål’ i stand til at kommunikere med hinanden. For det andet medfører akademiundervisningen, at vi fremmer den cirkulære økonomi. På den måde passer navnet CIRKLA rigtig godt til akademiet.”
CIRKLA skal suppleres med en åben digital læringsplatform og et plastnetværk for cirkulær økonomi, hvor alle med interesse for plastgenanvendelse kan deltage.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, td@plast.dk / 2949 4608
Gitte Buk Larsen, forretningsudvikling- og markedsføringschef i Aage Vestergaard Larsen A/S, gbl@avl.dk / 2169 6336
Fakta om Industriens Fond:
Industriens Fond er en engageret filantropisk fond og arbejder for, at hver enkelt støttekrone, der udbetales til projekter, har potentiale til at sikre anvendelsesorienteret viden og aktivitet med positiv virkning på Danmarks konkurrenceevne. Læs mere på IndustriensFond.dk.