
Mange virksomheder er ikke opmærksomme på de gevinster, der er ved at søge EU-midler til udviklingsprojekter. Kort sagt så giver et EU-projekt via SMV Instrumentet adgang til udvikling på højeste niveau samtidig med, at man får reduceret sine udviklingsomkostninger med 70%. Herudover får man adgang til en coach, som kan skærpe forretningsmodel og markedsintroduktion.
Når man som virksomhed skal udvikle en ny teknologi eller bygge videre på et eksisterende produkt, står man ofte foran en udfordring med finansieringen. Udviklingsudgifter er investeringer i fremtidige indtægter, men mens projektet står på kan det tage mange – dyre – sideveje. Det gælder særligt for virksomheder indenfor bæredygtighed og cirkulær økonomi, som tit arbejder indenfor jomfruelige faglige områder. EU’s SMV Instrument er lavet netop for at tage den største risiko væk fra virksomheden gennem udviklingsfasen ved at dække 70% af udgifterne.
Samtidig med at man bliver dækket ind ressourcemæssigt, så bliver virksomheden tvunget til at skærpe projektideen. Via ansøgningen til midlerne skal man i detaljer definere projektet, hvilket betyder at virksomheden får alt omkring projekter ned på papir, inden man skal i gang. Det inkluderer selve projektideen og dets forskellige faser, forretningsplan, markedsundersøgelse, fordelingen af arbejdet mellem partnerne i projektet, organisation og beslutningsprocesser. Alt sammen elementer som skal være tiptop beskrevet for, at man får en god evaluering – og dermed midler. Det betyder, at man har en solid struktur for udviklingsprojektet når man går i gang, hvilket er med til at sikre et succesfuldt resultat.
EU er meget opmærksomme på at sikre, at produkter og teknologier finansieret via SMV Instrumentet kommer ud på markedet relativt hurtigt efter projektafslutning. Det er virksomhederne i sagens natur også, men tidligere er mange virksomheder løbet mod en mur, når de skulle introducere deres resultater på markedet. Derfor har EU gjort det obligatorisk, at alle SMV Instrument projekter får tilknyttet en coach. Coachens nøglearbejde er at bane vejen for en solid markedsintroduktion af projektets resultater. Coachen sætter ned sig sammen med virksomheden og lægger en forretningsplan, som herefter bliver fulgt op med jævnlig kontakt mellem coach og virksomhed. Sammen med SMV Instrumentets mulighed for risikovillig kapital i puljens fase 3 optimerer det chancerne for at udviklingsprojektet også bliver en kommerciel succes for virksomheden når projektet er slut. Hvilket – for at opsummere – er hovedårsagen til at virksomheden søger støtten og hovedårsagen til at EU giver støtten.
NordDanmarks EU-kontor funktion er blandt andet at hjælpe nordjysk erhvervsliv med at tilgå støttemidler fra EU. Vi hjælper med stort set alt undtagen at skrive ansøgningerne. Hvis din interesse og nysgerrighed er blevet vakt, så kontakt Niels Tudor-Vinther for gratis råd og vejledning på email ntv@ndeu.dk eller telefon +32 472 46 00 66. Du kan også læse mere på NordDanmarks EU-kontors hjemmeside http://eu-norddanmark.dk/.