Hos Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager gør de det, de er bedst til nemlig at genanvende plast til gavn for miljøet! I mere end 45 år har virksomheden arbejdet for, at plastaffald bliver her i landet, hvor det kan genanvendes igen og igen, i stedet for at eksportere plastaffald til udlandet, hvor det bliver brændt og dermed går til spilde.
Aage Vestergaard Larsen A/S er nordens største og en af de mest vidende virksomheder inden for genanvendelse af plast. Virksomheden blev stiftet i 1972 i Mariager af Aage Vestergaard Larsen, først som en enkeltmandsvirksomhed og senere som et ApS. I dag er det et aktieselskab med mere end 55 medarbejdere, der alle arbejder for, at Aage Vestergaard Larsen A/S kan blive endnu bedre til genanvendelse og regenerering af plastmaterialer.
Plastaffald er en kostbar ressource
Forretningsudvikling og marketingchef Gitte Buk Larsen fortæller: ”Plastaffald er en kostbar ressource, og vi kan hos Aage Vestergaard Larsen A/S genanvende mange forskellige typer plast. Vi har udarbejdet metoder til at oparbejde og regenerere plast uden at gå på kompromis med kvalitet. Plast er et fantastisk materiale, som vores samfund ikke kan undvære. Uden plast ville vores madspild eksplodere, og vores sundhedsvæsen ville ikke kunne fungere. Alle undersøgelser viser, at plastforbruget i de kommende år fortsat vil stige. Derfor handler det om, at få plasten indsamlet, sorteret og finde og udvikle bæredygtige løsninger for det forbrugte plast, så det bliver ved med at være en ressource og ikke affald.”
1 kg genanvendt plast sparer miljøet for 2,4 kg CO2
Plast er et særdeles velegnet materiale til at genbruge og genanvende. Når Aage Vestergaard Larsen A/S årligt ”forvandler” 15.000 ton plastaffald til nye plastråvarer, sparer det miljøet for ca. 36.000 ton CO2.
I Danmark produceres der cirka 350.000 ton plastaffald, hvoraf 300.000 ton hverken genbruges eller genanvendes i dag. Det bliver brændt eller eksporteret som affald. Aage Vestergaard Larsen A/S er bevidste om, at de kan og skal hjælpe med at skabe cirkulære forretningsmuligheder for at øge genanvendelsesgraden af plast i Danmark for miljøets skyld såvel som for samfundets vækst generelt.
Ressourceforbrug og Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling Norddanmark
Aage Vestergaard Larsen A/S’ kernekompetencer udspringer af en passion for bæredygtighed og cirkulær økonomi. Hos Aage Vestergaard Larsen A/S er det afgørende, at der bliver investeret i bæredygtig produktion, og at virksomhedens egen miljøbelastning hele tiden bliver reduceret. Derfor er de medlem af NBE og Gitte Buk Larsen er med i NBE´s bestyrelse.
”Den teknologiske udvikling har åbnet op for mange nye muligheder, for at forbedre produktions- og levemulighederne for fremtiden. Igennem NBE får vi en spændende og lærerig sparring og input, der er med til, at vi kontinuerligt arbejder på at forbedre miljøindsatsen og tilstræbe at være blandt de bedste i både miljø- og energistyring” forklarer Gitte.
Gennem fokus på forbrug og god sparring fra NBE har Aage Vestergaard Larsen A/S nedbragt deres energiforbrug (per produceret kilo genanvendt plast) med 17 % siden 2014. I samme periode har de reduceret deres vandforbrug (per produceret kilo genanvendt plast) med 40 %.