Siden slutningen af 1800-tallet har der været gang i cementovnene på Aalborg Portlands fabrik i Aalborg Øst. Danmarks eneste cementproducent har oplevet byens op- og nedture på tætteste hold gennem mere end et århundrede, og fabrikken i Aalborg – som i dag er en integreret del af Aalborgs bybillede – har udviklet sig til en af Nordeuropas største og mest energieffektive cementfabrikker.
”Selvom vi i dag er en del af en global koncern, har vi altid haft vores rødder solidt plantet i Aalborg. Det kommer ikke mindst til udtryk ved vores store lokale tilstedeværelse, og ’Aalborg’ indgår fortsat i vores navn. Vi er glade for det lokalsamfund, vi er en del af, og derfor ønsker vi både at bidrage og tage del i den utrolige udvikling, som Aalborg længe har befundet sig i – og det involverer mere end bare økonomisk vækst og arbejdspladser” fortæller direktør Michael Lundgaard Thomsen.
Pejlemærket er FN’s Verdensmål
Aalborg Portland arbejder med en bred vifte af miljø- og samfundsmæssige tiltag, og derfor er FN’s Verdensmål et væsentligt pejlemærke for virksomheden. Gennem Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling Norddanmark (NBE) får Aalborg Portland et forum, hvor de søger inspiration, erfaringsudveksling, symbioser og nye veje til grøn omstilling. Hos Aalborg Portland får verdensmålene, som omfatter bæredygtig energi, udviklingen af bæredygtige byer og lokalsamfund, kvalitetsuddannelse, anstændige jobs samt ansvarligt forbrug og produktion særlig opmærksomhed. Arbejdet med symbioser og grøn omstilling har været en del af Aalborg Portlands DNA siden 1970’erne, og virksomheden foretager årligt massive investeringer i ambitiøse miljøteknologiske forbedringer på fabrikken i Aalborg.
”Produktion af cement er og bliver en energikrævende proces, og derfor arbejder vi intensivt med at minimere og substituere vores brug af fossile brændsler. Det sker gennem cirkulære samarbejder, hvor vi nyttiggør affald og restprodukter fra kommunen og andre industrier ved at anvende det som alternative brændsler og råmaterialer” forklarer miljø- og energichef Henriette Charlotte Nikolajsen og fortsætter: ”Vi leverer også et restprodukt den anden vej i form af overskudsvarme fra cementproduktionen til borgere i Aalborg Kommune. Herudover vil vi i fremtiden levere bæredygtig fjernkøling til det nye supersygehus i Aalborg Øst via vores kridtsøs kolde vand. Det udgør blot seneste eksempel på vores konstante søgen efter værdifulde industrielle symbioser, der gavner både os og omverdenen. Gennem NBE får vi skabt endnu flere tætte kontakter, som kan åbne op for nye muligheder.”
Aalborg Portland har i perioden 2013-2017 foretaget grønne investeringer for mere end 260 mio. kroner. Investeringslysten er ikke begrænset til virksomhedens egen produktion. Også Aalborgs kulturliv og kunstscene samt sports- og fritidsforeninger mærker støtten. Det blev for alvor synligt i 2017, da fodboldklubben AaB’s hjemmebane skiftede navn til Aalborg Portland Park, efter at Aalborg Portland udvidede sin eksisterende sponsoraftale.
Viden, udvikling og arbejdskraft
Aalborg Portlands investeringer i lokalområdet er ikke kun monetære. Eftersom virksomheden opererer inden for en meget specialiseret del af procesindustrien, har Aalborg Portland også et udbredt fokus på at bidrage til både forskning og uddannelse af kvalificeret arbejdskraft i Nordjylland. Det kommer bl.a. til udtryk ved et tæt samarbejde med Aalborg Universitet, ph.d.samarbejder og graduate-programmer. Også uddannelse af elever og lærlinge er et fast punkt på Aalborg Portlands dagsorden. På fabrikken i Aalborg er mere end 15 lærlinge og elever beskæftiget, og Aalborg Portland har dermed den højeste andel af lærlinge per ansat blandt procesvirksomheder i Danmark. En af dem er elektrikerlærlingen Mikkel Knudsen: ”Det er fedt at være i en international virksomhed, hvor man får erfaring med forskellige projekter og har opgaver inden for lidt af hvert. Alle ved, hvad Aalborg Portland er for en virksomhed, og hvad den står for. Det giver mig muligheder i fremtiden – og det er samtidig spændende at være på en arbejdsplads, hvor jeg får lov til at arbejde med enorme maskiner og avanceret teknologi.”
Portland Søpark
Som råstofudvinder er Aalborg Portland særligt optaget af det 15. verdensmål, som bl.a. omfatter genopretning og beskyttelse af økosystemer, standsning af udpining af jorden og tab af biodiversitet. Et eksempel på virksomhedens indsats på området omhandler den påbegyndte reetablering af Aalborg Portlands kridtgrav i Rørdals-området. Som led i en efterbehandlingsplan skal kridtgraven udvikles til et rekreativt område kaldet Portland Søpark, hvor aalborgenserne i fremtiden får mulighed for at udøve fritids- og sportsaktiviteter til lands og til vands i et bynært naturskønt område med høj biodiversitet.
Aalborg Portland beskæftiger i dag mere end 335 medarbejdere i Aalborg, hvor virksomheden årligt producerer ca. 2,4 millioner tons grå og hvid cement, som afsættes i Danmark, det øvrige Nordeuropa samt USA. Aalborg Portland har været en del af NBE siden netværkets start i 2008.