Hos medlemsvirksomheden LITE A/S er de leverandører af komplette og specialbyggede bæredygtige belysningsløsninger til både indendørs og udendørs brug. Hos LITE, der har været en del af NBE siden 2017, er bæredygtighed en del af DNA’en. ”Det er måske et lidt fortærsket udtryk det med DNA’en, men hos os kommer det bæredygtige fokus til udtryk både i tanke og i handling. At vores LED-belysning i sig selv er et energibesparende og miljøvenligt valg er et godt afsæt til at skabe en helhedsorienteret bæredygtig forretning”, fortæller LITE’s direktør Lars Andersen.
Cirkulær belysning
I sig selv er LED-belysning et godt valg både for elregning og miljø, men hos LITE tager de skridtet videre for at løfte deres del af ansvaret for en mere bæredygtig fremtid. ”Vi er særligt stolte af vores nye serie ECOLITE. Det er en serie af belysning, der bygger på principperne for cirkulær økonomi. Det betyder, at produkterne i serien er dokumenteret cirkulære og opbygget af få elementer, som nemt kan adskilles”, fortæller Lars Andersen. Tanken bag serien er, at alle komponenter kan udskiftes eller repareres, hvilket giver en langtidsholdbar løsning. Defekte komponenter sendes til genvinding, for på den måde at indgå i en ny værdikæde.
Netop dokumentationen af den cirkulære økonomi i serien er væsentlig for LITE. ”Vi oplever en voksende efterspørgsel på dokumentation af bæredygtigheden i vores produkter, og det giver selvfølgelig stor motivation for at udvikle dokumenteret cirkulære bæredygtige løsninger”, fortæller Lars Andersen. ”Med serien ECOLITE viser vi, at det at vælge LED-belysning kun er første skridt i valget af en bæredygtig belysningsløsning. At vælge cirkulær LED-belysning som ECOLITE er et mere helhedsorienteret bæredygtigt valg end blot LED”, fortæller Lars Andersen.
Med serien er LITE også de første på markedet til at kunne levere et dokumenteret cirkulært produkt, der giver indirekte belysning. Indirekte belysning er et oplagt valg til mange situationer, f.eks. i institutioner og på kontorer, fordi indirekte belysning har positiv indvirkning på vores velbefindende og skaber både bedre koncentration og trivsel. Med en patenteret løsning, der reflekterer 99 % af lyset og dermed er effektiv uden at blænde, har LITE udviklet en lampe, der kan udskiftes 1:1 med direkte belysning.
NBE giver nye samarbejder
LITE bruger bl.a. NBE til at netværke og skabe relationer til nye samarbejdspartnere. Det har bl.a. ledt til samarbejde med medlemsvirksomheden Stena Recycling. Stena Recycling er nu dem, der sikrer genanvendelse af nedtagen belysning fra LITE, ligesom de har stået for dokumentation af den cirkulære økonomi i ECOLITE-serien. ”At møde nye kompetente samarbejdspartnere gennem NBE er meget værdifuldt for os som virksomhed”, fortæller Lars Andersen.
Indpakningen er optimeret
Med en helhedsorienterede tilgang til bæredygtighed arbejder LITE også med emballageminimering. Det gør de ved at indfase en ny type emballage, hvor lamper pakkes i en trækasse med pantordning. Det betyder, at LITE får trækassen tilbage, og at den genanvendes. Når kassen ikke kan anvendes som emballage mere, laves den om til træpiller. Løsningen er både plads- og energibesparende, og bruges indtil videre til gadebelysning og ECOLITE-serien. På sigt skal den anvendes til alle virksomhedens produkter. ”Vi har på 9 måneder sparet 900 kg pap på bare én type lampe. Samtidig er det nemmere at håndtere for kunderne, når de f.eks. ikke skal stå med overflødig emballage ved opsætning af gadebelysning”, fortæller Lars Andersen.
Lys og livskvalitet
Hos LITE ønsker de hele tiden at blive klogere på, hvordan lys kan påvirke vores hverdag, både i institutioner, kontormiljøer osv. Lige nu er de derfor i gang med et casestudie på et demensplejehjem i Hjørring Kommune. Her arbejder de med forhøjelse af livskvalitet hos demente ved hjælp af lys. Med justerbart lys er målet at halvere opvågninger og toiletbesøg, og fjerne behovet for sovemedicin efterfølgende og derigennem sikre bedre livskvalitet hos en udsat gruppe. ”Ved at have et dæmpet varmt lys om natten, har beboerne på demensplejehjemmet nemmere ved at finde ro ved opvågninger om natten. Resultaterne af forsøgsperioden ser ud til at være lovende”, fortæller Lars Andersen.
Nysgerrig på LITE’s belysningsløsninger?
I deres 600 m2 showroom i Nørresundby viser LITE belysningsløsninger i deres rette miljø. Showroomet bliver benyttet af elektrikere, installatører, arkitekter, kommuner, skoler og en lang række forskellige virksomheder. Alle med det formål at blive inspireret og opleve lyset og de mange muligheder. LITE’s kunder har også mulighed for at låne showroomet til kundemøder eller arrangementer, og LITE viser det gerne frem til interesserede.