
Arrangement af Hjørring Kommune med NBE som partner.
Ny lovgivning og strategiske mål
Fra 1. januar 2021 er der indført nye lovkrav til anmeldelse af bygge-anlægsaffald. Reglerne skal sikre bedre sortering og mere sporbarhed og dermed understøtte den nye nationale Handlingsplan for Cirkulær Økonomi. Sammen med den nationale Strategi for Bæredygtigt Byggeri sætter den rammen for, hvordan de to brancher skal bidrage til, at Danmark opfylder sit mål om at nedbringe CO2 udledningen med 70% i 2030. For at lykkes med det vil der løbende blive implementeret ny lovgivning, der strammer kravene om dokumentation, standardisering, flere tilsyn og mere uddannelse i relation til håndtering og bortskaffelse af bygge-anlægsaffald.
Kan vi ikke bare gøre som vi plejer?
Joh det kan vi måske godt i en periode, men i Hjørring Kommune viser affaldsstatistikken desværre, at vi allerede er bagud i forhold til resten af feltet! Mængden af erhvervsaffald til forbrænding på AVV stiger støt år for år og størstedelen heraf kommer fra bygge-anlægsbranchen. I Hjørring Kommune er det kun godt halvdelen af bygge-anlægsaffaldet, der nyttiggøres eller genanvendes, mens gennemsnittet på landsplan er på +85%.
Det er aldrig godt at starte med at være bagud, hverken for kommunen eller for virksomhederne. Derfor har Hjørring Kommune sat et mål om at minimere mængden af erhvervsaffald til forbrænding med 30%. Vi vil selv bidrage til, at vi når målet, bl.a. ved at stille øget krav til genbrug og genanvendelse i kommunale byggeprojekter og ved at lave affaldstilsyn på byggepladser. Men det er slet ikke nok. Hvis det skal lykkes, skal vi gøre noget andet, end det vi plejer, vi skal gøre det sammen og vi skal i gang nu!
Hvordan kommer vi i gang?
Det kan være lettere sagt end gjort for den enkelte håndværker, entreprenør, rådgiver eller affaldsindsamler. Det ved vi godt og derfor inviterer Hjørring Kommune og vores partnere* til en fælles temadag for branchen.
Målet med dagen er at give inspiration og mulighed for dialog, om hvordan vi i fællesskab kan komme videre med nye løsninger på tværs af forretningsområder og værdikæde. På dagen vil I også blive præsenteret for flere af de mange forskellige gratis tilbud, der findes om fx kompetenceudvikling, rådgivning og udviklingsstøtte.
Dato: 5. oktober 2021
Tid: kl. 10.45 – 15.00
Sted: Hallen Park Vendia, Aktivitetssal 1
Program:
10.45
– Ankomst
11.00
– Velkommen v. Arne Boelt
– Intro v. DI Dansk Byggeri: Nye krav og Cirkulær omstilling i bygge-anlægsbranchen
– Intro v. Hjørring Kommune til dagens tema: Mindre bygge-anlægsaffald til forbrænding
12.00
– Frokostpause
12.30
– Dialog: Hvordan kommer vi i gang med at minimere mængden af bygge-anlægsaffald til forbrænding?
– Tilbud om kompetenceudvikling, rådgivning, udviklingsstøtte mm. v. NBE og CLS, Hjørring Erhvervscenter og We Build Denmark
– Kaffe/kage + netværk
15.00
– Tak for i dag
Tilmelding:
Tilmelding sker via linket: https://forms.office.com/r/QuvJX9csxp
*Partnere:
Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark
Center for Logistik og Samarbejde
We Build Denmark
DI Dansk Byggeri