Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling er et stærkt og visionært netværk i Nordjylland med knap 150 virksomheder, kommuner, AAU og institutioner. Netværket flytter ind, og vil i fremtiden blive driftet af Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).
Allerede tilbage i 2008 besluttede en række virksomheder og kommuner i Nordjylland sig for at stifte NBE, for gennem netværksarbejde at støtte og udvikle med blikket stift rettet mod bæredygtighed. Det er lykkedes til fulde sammen med Aalborg Universitet, og nu rykker sekretariatsfunktionen med ansvar for styring af netværk, events, økonomi og kommunikation til AKKC’s afdeling for Bæredygtighed, hvor Jan Kvistborg, der i forvejen har ansvaret for Bæredygtighed i AKKC bliver leder for funktionen.
- Vores vision er ikke kun selv at tage et ansvar for bæredygtighed, men også skabe rammerne og bruge vores kompetencer, så andre kan mødes omkring det utrolige vigtige stykke arbejde for os alle på kloden. At vi nu kan sikre det fuldstændige fantastiske netværk, som visionære mennesker har født i Nordjylland før det var på alles læber, er en stor ære, og vi er så klar til at tage arbejdsopgaven med nærkontakt og udvikling af NBE sammen med de mange virksomheder, universitetet og kommunerne, siger Nicolaj Holm, CEO i AKKC.
Netop Nicolaj Holm var stålsat på, at bæredygtighed skulle være en væsentlig del af AKKC’s DNA, da han for fem år siden tiltrådte som adm. direktør, og med dette nye område for AKKC’s bæredygtighedsarbejde, er et nyt virkeområde skabt.
Beslutningen om, at overdrage det daglige arbejde med netværket, blev taget på en ekstra ordinær generalforsamling i NBE mandag eftermiddag, hvor alle de fysisk og online deltagende medlemmer alle stemte ja til, at driften af NBE efter sommerferien roligt overdrages fra Aalborg Kommune til AKKC.
Formand for NBE, Kim Nørgaard Nielsen, produktionschef i MAN Energy Solutions, siger om netværkets nye stærke tilknytning til AKKC:
- Vi får et godt og fremtidssikret hjemsted for NBE, der sikrer helhedsmodellen mellem kommuner, erhvervsliv og Aalborg Universitet, så den store styrke NBE har vist sig at være som netværk sikres i fremtiden. AKKC’s kompetencer, fokus på den cirkulære økonomi og i det hele taget store netværk i Nordjylland, gør, at NBE ikke kun flytter men også styrkes, siger Kim Nørgaard Nielsen.
AKKC har i forvejen en stærk kontakt til det nordjyske erhvervsliv gennem sin sponsorportefølje på knap 100 virksomheder, hvor også bæredygtighed spiller en væsentlig rolle, bl.a. gennem Green Talks, hvor Margrethe Vestager, EU’s konkurrencekommissær, i august er næste gæst.
Til medlemmer af NBE:
Tidligere har sekretariatet som bekendt haft til huse på Stigsborg Brygge hos Aalborg Kommune, men i fremtiden vil NBE have hjemme på Europaplads hos Aalborg Kongres & Kultur Center. Den officielle flyttedato bliver offentliggjort efter sommerferien, senest i begyndelsen af august.
AKKC har igennem de seneste år arbejdet målrettet mod øget bæredygtighed, og samtidig er AKKC et epicenter for erhvervsliv, messer og konferencer. Netop derfor er der en fantastisk synergi mellem NBE og AKKC allerede fra start. Derudover er AKKC hvert år vært for mange forskellige erhvervsevents. Med NBEs forankring i AKKC, får vi endnu større mulighed for at skabe og vedligeholde den gode forbindelse til erhvervslivet i både Norddanmark og resten af landet.
Ligesom tidligere vil NBE stadig tilbyde medlemmerne:
• Faglige arrangementer hos medlemmer
• Store netværksmøder
• Screeninger hos medlemmer
• Studerende i virksomheder
• Kommunikation/nyheder om og til medlemmer
• Deltagelse i forskningsprojekter
• Det grønne rejsehold
NBE har igennem de sidste 14 år bevist at samarbejde på tværs skaber værdi og giver mening. Værdierne og arbejdet med at skabe partnerskaber på tværs af erhvervsliv, kommuner, regioner og universitet vil stadig i fremtiden være grundstenene i NBE, men med den nye forankring følger også nye og spændende muligheder. Det er blandt andet muligheden for at skabe et endnu stærkere og mere aktivt netværk.
Til den seneste bestyrelsesworkshop blev der kigget på medlemmernes feedback og her efterlyste medlemmerne blandt andet et mere aktivt netværk. Med den nye forankring har vi mulighed for at skabe et netværk, der er endnu mere medlemsdrevet, hvilket betyder, at medlemmerne i fremtiden har mulighed for at være en aktiv del af NBEs arbejde og dermed også være med til at definere, hvad netværket skal være og tilbyde. Derudover får medlemmerne også i højere grad mulighed for at sætte sig selv i spil i netværket ved for eksempel at være oplægsholder til et arrangement, at arrangere et netværksmøde i samarbejde med NBEs sekretariat, deltage i ERFA-grupper, være med til screeninger hos virksomheder, håndtere praktiske opgaver på vegne af sekretariatet og hjælpe med formidlingen af netværket til potentielle nye medlemmer. Dermed får samtlige medlemmer mulighed for at være med til at skabe det bæredygtige netværk, der er relevant for dem.
AKKC vil snarest muligt sende de nye kontaktoplysninger og invitere alle medlemmer til velkomstarrangement.
Vi glæder os til at se jer efter sommerferien.