Case – Innovation indenfor turisme
Blaffernationen, Café Beyer og Brandi, Café Kulør, Feriecenter Slettestrand, Han Herred Havbåde, Jammerbugt Ferie, Kvindhøj Terapi og Mindfullness, Svinkløv Turridning, Thorupstrand Fiskehus, Tranum Lys og Glas + B&B
Partnerne
– Blaffernationen i Thorupstrand hjælper kommuner og landsbyer i Danmark med at udbrede grøn mobilitet, klimavenlig turisme og tillidskultur via etablering af officielle blafferstoppesteder og kampagner. Blaffernationen vil gøre det nemmere, sjovere og mere fordelagtigt at blaffe både for blafferen og blafferbillisten, fordi blafferi er godt for miljøet, da (spontan) samkørsel er mere klimavenligt end, når alle kører i hver deres bil.
– Café Beyer og Brandi i Slettestrand er en ny virksomhed, der ikke eksisterer fysisk endnu. I fremtiden skal den bestå af 3 butikker samt en café i stueplan og en lille restaurant med havudsigt på 1. sal, hvor der skal serveres fisk, vildt og lokale råvarer.
– Café Kulør i Slettestrand er en lille café med kaffebar, spisested og isbutik, som også sælger tøj fra Maloja. Der er aktiviteter som yoga og havdyp, og derudover har caféen fokus på bæredygtig drift og affaldsreduktion.
– Feriecenter Slettestrand har et stort udbud af aktive ferieophold, naturoplevelser, weekendophold, mountainbike samt afholdelse af kurser og konferencer. Feriecentret forsøger at tænke cirkulær innovation ind, og de har altid arbejdet med ressourceoptimering og social inklusion.
– Han Herred Havbåde er et bådeværft og kystkulturcenter, hvor de gamle kystbåde får nyt liv og bruges igen. Blandt mange andre tiltag, genbruger Havbådehuset egnens limsten i de indvendige mure. Bådene bygges desuden af træ, der er en fornybar ressource.
– Jammerbugt Ferie går meget op i bæredygtighed. En af de helt store kæpheste er, hvordan man hjælper turister i sommerhusene til at være mere cirkulære, mens de holder ferie, da specielt tyskere er meget fokuserede på affaldssortering.
– Kvindhøj Terapi & Mindfulness i Fjerritslev arrangerer kurser og workshops, der blandt andet inddrager den omkringliggende natur, og hvor der er fokus på at arrangere arrangementer uden stort miljøaftryk.
– Svinkløv Turridning ejer 15-20 islænderheste. Gæsterne får lov til at nyde alle skovens sanseindtryk på hesteryg. Svinkløv Turridning har fokus på at skabe oplevelser i naturen på en bæredygtig måde.
– Thorupstrand Fiskehus holder fanen højt med hensyn til lokale råvarer og bæredygtigt fangede fisk, og derudover har de også fokus på affaldssortering og bionedbrydelig engangsemballage m.m.
– Tranum Lys og Glas + B&B har blandt andet fokus på at servere økologisk morgenmad. I værkstedet, hvor der arbejdes med både ler og glas, er der opmærksomhed på bæredygtighed og genanvendelse af rester og affald i produktionen.
– Jammerbugt Kommune har været lokal projektleder i partnerskabet og har varetaget projektstyringen for at sikre fremdrift og sparring. De har med lokalt kendskab hjulpet med at etablere og styrke samarbejdet på tværs af partnerne.
Projektet er medfinansieret af EU’s regional fond.
Grønnere oplevelser for turister
De senere år er der kommet øget opmærksomhed og efterspørgsel på bæredygtige tiltag og alternativer blandt forbrugerne. Indenfor turisme vurderes det også, at bæredygtighed har en betydning for turisternes valg af både ferieform, ferieaktiviteter og destination. Derfor gav partnerskabet i Destination Svinkløv/Slettestrand-Thorupstrand en mulighed for at efterkomme forbrugernes og turisternes efterspørgsel på mere bæredygtighed på deres ferier. Den overordnede idé med projektet var at skabe partnerskaber, der sammen kunne arbejde med bæredygtige og cirkulære turismetiltag. Formålet var at skabe bedre sammenhæng i områdets forskellige tilbud for at sikre en bedre og grønnere oplevelse for turisten og samtidig belaste den lokale natur, kultur og økonomi mindst muligt. Allerede inden projektets start var social ansvarlighed og bæredygtighed højt på dagsordenen for de forskellige partnere. Flere af virksomheder havde allerede inkorporeret bæredygtige løsninger i deres forretning, og derfor var målet med projektet at strømline den samlede indsats for området.
Grøn sparring på tværs
I projektets startfase skulle det konkretiseres, hvad cirkulær turisme egentlig er, og hvad det i sidste ende kan betyde for både virksomheder og turister i Destination Svinkløv/Slettestrand-Thorupstrand. Omdrejningspunktet var derfor samspillet mellem miljø, økonomi og social ansvarlighed. Helt fra starten var der en stor villighed til at arbejde med det cirkulære, og aktørerne i projektet havde ikke svært ved at inkorporere de cirkulære tiltag i deres forretninger. Selvom ikke alle, der arbejder med turisme i Jammerbugt Kommune, var med i projektet, var der et enormt engagement fra de, der deltog i projektet. Projektet skabte grobund for samarbejde om fælles innovationer, der netop er mulige, fordi flere aktører fra samme område går sammen om én fælles mission. Projektets første idéer omhandlede konkrete turismepakker med fokus på lokale råvarer, begrænset transport, kulturel værdi og samarbejde.
Tryk her for at se videoen, hvor partnerne fortæller om samarbejdet.
Fremtidens turisme bliver bæredygtig
Via partnerskaber er der blevet mulighed for en samlet indsats for bæredygtig turisme på Destination Svinkløv/Slettestrand-Thorupstrand. Igennem projektet har der været fokus på at skabe oplevelser for turister, som ikke koster så meget på klimakontoen. Omdrejningspunktet har været at regenerere kulturen, anvende lokale råvarer og generelt at bidrage positivt til lokalsamfundet i stedet for at slide på det. Næste mål for området er at opnå en fælles cirkulær destinationscertificering, med henblik på at få destinationen til at fremstå som en samlet helhed, der har fokus på cirkularitet. Derudover skal certificeringen gøre det lettere for turisterne at træffe de gode, bæredygtige valg på deres ferie. Igennem projektet er vinklen altså skiftet fra udelukkende at tænke turisterne som forbrugere til at se bæredygtighed som et fælles aktiv for lokalsamfundet. Projektet har styrket samarbejdet på tværs af Destination Svinkløv/Slettestrand-Thorupstrand, hvilket betyder, at der allerede nu er mange flere bæredygtige idéer i støbeskeen.
Har du lyst til at læse mere om de bedste cases og resultater fra projektet “Cirkulær Innovation i Partnerskaber”, så dyk ned i vores inspirationskatalog ved at trykke på linket her.