Case: Genanvendelse af resttekstil fra vaskeribranchen: Vraa dampvaskeri, IKEA Aalborg og Aalborg Universitet
Partnerne
– Vraa dampvaskeri i Vrå har siden 1956 leveret vaskeriservice, arbejdsbeklædning og fladvarer til danske virksomheder og kommuner. I dag er det et af Danmarks største erhvervsvaskerier og landets største leverandør af arbejdsbeklædning til fødevaresektoren. Derudover har Vraa dampvaskeri altid taget bæredygtigt ansvar, og de implementerer løbende mange cirkulære tiltag.
– IKEA Aalborg er en af Danmarks 5 IKEA-butikker, som leverer alt til hjemmet. IKEA har en vision om at skabe en bedre og mere bæredygtig hverdag for mennesker, og i 2030 skal IKEA være en cirkulær og klimapositiv forretning. Blandt mange andre bæredygtige tiltag har IKEA Aalborg er unikt testcenter for nye, cirkulære initiativer for IKEA Danmark.
– Aalborg Universitet har, foruden deres rolle som videnspartner, også været lokal projektleder i dette partnerskab og dermed sikret fremdrift og koordinering.
Projektet er medfinansieret af EU’s regional fond.
Lokalt kredsløb for kasserede tekstiler
Idéen til pilotprojektet udsprang af et ønske om at sikre et cirkulært kredsløb for kasserede tekstiler fra Vraa dampvaskeri. De senere år er der kommet øget fokus på tekstiler og bæredygtighed, fordi fremstillingen af nye tekstiler er en tung miljøbelastning. For at reducere denne miljøbelastning er cirkulære strategier centrale, da det sikrer længere levetid, genbrug og genanvendelse. Netop derfor har Vraa dampvaskeri igennem mange år arbejdet med flere forskellige løsninger for genbrug og re-designs af deres kasserede tekstiler. I deres tidligere projekter har de ikke været i stand til at finde en løsning, der kunne aftage tekstiler i den volumen, de ønskede. Derfor manglede Vraa dampvaskeri konkrete løsninger på håndteringen af de store mængder tekstil, der ikke var mulige at genbruge eller re-designe.
Ligeledes har IKEA en vision om at bidrage til en bedre og mere bæredygtig verden, og derfor har de fokus på cirkularitet, genbrug, gensalg og affaldsminimering. Et partnerskab mellem de to virksomheder var oplagt, da de begge arbejder med tekstiler og cirkularitet og ønskede at undersøge genanvendelsesmulighederne.
Tryk her for at se videoen, hvor partnerne fortæller om samarbejdet.
Nye muligheder for resttekstiler
I pilotprojektet indgik Vraa dampvaskeri et partnerskab med IKEA Aalborg, for at undersøge mulighederne for et lokalt, cirkulært kredsløb for resttekstilerne. Det primære fokus i partnerskabet har derfor været at finde frem til de genanvendelsesmuligheder, der er for resttekstilerne. For at sikre lang levetid og kvalitet, består de fleste tekstiler af et mix af materialer. For at afdække hvordan tekstilerne kunne genanvendes, var det nødvendigt at undersøge, hvordan de store mængder kasseret tekstil, der er et mix af bomuld og polyester, skulle håndteres. Igennem projektet er der derfor blevet foretaget neddelingstest af resttekstiler og prototypetest af nye produkter og vidensdelt mellem den lokale projektleder, videnspartner og innovations-boardet. Pilotprojektet har tilsammen bidraget med en række anbefalinger til partnerskabet med henblik på, at det skal fortsætte arbejdet og styrke dette lokale cirkulære tekstilkredsløb.
Starten på endnu mere innovation
Partnerne er nået langt på vejen mod et lokalt cirkulært kredsløb med resttekstilerne. Pilotprojektet har tydeligt vist, at der er et stort potentiale for at kunne genanvende resttekstilerne fra Vraa dampvaskeri som nyt materiale til IKEA Aalborg. Partnerne er dog enige om, at yderligere forsøg og tests er nødvendige for at finde frem til de bedst egnede slutprodukter. Ud fra et bæredygtigt og cirkulært perspektiv er det også nødvendigt at undersøge forretningsmodellen og det optimale produkt yderligere. Der er dog ingen tvivl om, at projektet var en succes. Vraa dampvaskeri og IKEA Aalborg er enige om, at dette nye cirkulære partnerskab kan bidrage positivt til begge virksomheders overordnede visioner om cirkulær økonomi. Derudover vurderer de også, at der fremover vil være gode muligheder for at inddrage flere partnere for at styrke det cirkulære kredsløb.
Har du lyst til at læse mere om de bedste cases og resultater fra projektet “Cirkulær Innovation i Partnerskaber”, så dyk ned i vores inspirationskatalog ved at trykke på linket her.