Potentiel løsning på stor klimaudfordring
I Danmark genereres der rigtig meget byggeaffald hvert år. Af alt det affald, der totalt set genereres i Danmark, udgør byggeaffald mere end 30%. Derfor er der et stort potentiale i, at reducere mængden af netop byggeaffald. Derudover er noget byggeaffald meget velegnet til at genbruges og genanvendes, og dermed altså indgå i den cirkulære økonomi. Ideen til partnerskabet mellem Rezycl.com, TITAN Nedbrydning A/S og DGE Miljø- og Ingeniørfirma A/S udsprang af et ønske om at lave et digitalt bindeled mellem byggeaffaldet og potentielle aftagere. Det digitale bindeled skulle være en platform, der kunne fungere som en ressourcekortlægningsbank, hvor det både var muligt at se materialer, der er tilgængelige nu, men også materialer, der bliver tilgængelige senere. Platformen ville være en mulighed for at styrke den cirkulære økonomi i byggebranchen.
Vidensdeling på tværs
I mange byggeprojekter, rundt om i Danmark, er der store mængder byggematerialer, der desværre aldrig bliver videreformidlet til at blive brugt igen. Faktum er, at der indenfor en overskuelig fremtid kommer til at mangle råstoffer til at producere byggematerialer, og derfor giver genanvendelse og cirkulær økonomi i byggebranchen mere mening end nogensinde. Der eksisterer allerede platforme, der har til formål at videreformidle brugte byggematerialer. I dette projekt, ville partnerne dykke længere ned i, hvordan den optimale platform skulle opbygges, og hvad den skulle indeholde for at blive attraktiv for byggebranchen. Målsætningen for projektet var derfor at udarbejde et mockup af platformen for at få kortlagt, hvilket indhold den skulle indeholde, så den blev både brugervenlig og let overskuelig. For at undersøge den optimale udformning af platformen, blev der vidensdelt i partnerskabet, hvor partnerne hver især bød ind med deres viden og erfaringer fra branchen. Derudover sparrede partnerne med innovations-boardet, de deltog i møder og der blev foretaget markedsundersøgelser.
Øget indsigt skaber fremtidige muligheder
Selvom partnerskabet ikke har resulteret i en færdigudviklet platform, er alle tilfredse med resultatet af forløbet. Partnerne har via undersøgelser fundet frem til, hvilke elementer platformen skal indeholde, for at den ville kunne fungere optimalt for brugerne. Blandt andet fandt de ud af, at det er vigtigt for brugerne, at de nemt kan se, hvor materialerne er, hvilken kvalitet de er i, om der er farlige stoffer i materialerne og at kontaktoplysninger er let tilgængelige. Og projektet har resulteret i mere end bare øget viden på området internt i partnerskabet. Den nye viden er for eksempel blevet videresendt til We Build Denmark, som derfor også har mulighed for at gå videre med projektet. Partnerne er enige om at partnerskabet og projektet har øget deres netværk på området, hvilket kan danne grobund for fremtidige samarbejder på tværs af virksomheder.
Har du lyst til at læse mere om de bedste cases og resultater fra projektet “Cirkulær Innovation i Partnerskaber”, så dyk ned i vores inspirationskatalog ved at trykke på linket her.
Partnerne
– Rezycl.com i Brønderslev er drevet af Peter Hyldgaard, som ejer og driver en digital platform med fokus på bæredygtig affaldssortering samt styring af containerafhentning mm. Firmaet har udviklet et affaldsstyringssystem, der hjælper virksomheder med at håndtere deres affald, så det både er til gavn for miljøet og firmaets regnskab.
– TITAN Nedbrydning A/S i Aalborg er en landsdækkende virksomhed, der arbejder med bæredygtig nedbrydning og miljøsanering. Titan Nedbrydning er midt i en grøn omstillingsproces, der skal forene vækst med bæredygtighed. Derfor arbejder de med at genbruge af træ, vinduer og mursten, så materialerne ikke ender som affald.
– DGE Miljø og Ingeniørfirma A/S rådgiver om bæredygtig miljøløsninger, indenfor jord, bygninger, bygningsaffald og industri. De er specialister i undersøgelser af bygninger for miljøfremmede stoffer. DGE rådgiver blandt andet bygherrer, private som offentlige, developere, arkitekter, byudviklere, entreprenør og nedriverer om, hvordan de skal håndtere materialer og affald. Dermed er de med til at sikre, at materialerne, der bliver sendt i kredsløb, ikke indeholder miljø- og sundhedsskadelige stoffer.
– Hjørring Kommune er en moderne kommune, der arbejder aktivt med mange bæredygtige og grønne tiltag. Hjørring Kommune har igennem flere år arbejdet med klima og bæredygtighed i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter. Klima- og bæredygtighedsinitiativer står generelt højt på den lokale dagsorden, og et andet eksempel er ‘Naturkommunen’, der har til formål at fremme naturvenlige projekter.
Projektet er medfinansieret af EU’s regional fond.