Det Bæredygtige tiltag
Gabriel er en first mover på bæredygtige møbeltekstiler. Virksomheden opnåede i 2010, som de første i Danmark, Cradle to Cradle certificering (C2C) på deres uldtekstil, Gaja, hvilket bl.a. betyder at det kan komposteres. Senest har Gabriel også fået C2C-certificeret Repetto. Et tekstil, som er baseret på genbrugt PET, der eksempelvis har været brugt til vandflasker. Polyestertekstilerne kan genanvendes til fremstilling af nye polyestergarner og -tekstiler.
I C2C arbejdes der med hele produktets livscyklus, så produktet er miljøvenligt produceret og kan indgå i et nyt ressourcekredsløb, når det er udtjent. Derudover indgår; Social ansvarlighed, brugen af vedvarende energi og forvaltningen af vandressourcer under produktets fremstilling også som en del af mærkningen.
Drivkraften bag
Gabriel har erfaring med at designe produkter, der muliggør lukning af materialekredsløb. Virksomheden har succes med at sælge disse stoffer til internationale kunder som Steelcase og Herman Miller. Gabriel er blevet opmærksom på behovet for at stofferne er genanvendelige eller komposterbare, når møblet skal ombetrækkes eller kasseres. Fremadrettet er der dog behov for mere oplysning til kunderne, og f.eks. også etablering af returordninger.
Gabriels ambition om at imødegå udfordringerne ved lukning af kredsløbet, og at skabe nye forretningsmuligheder, har ledt til et samarbejde med Aalborg Universitet. Samarbejdet har til formål at undersøge mulighederne for at indgå i nye partnerskaber med Gabriels kunder, som kan støtte op om mere cirkulære forretningsmodeller.
Gabriel og Aalborg Universitet har været i dialog med salgsansvarlige i Europa, og med Gabriels kunder, for at få et indblik i holdningerne og udfordringerne ved CØ, og lukning af ressourcekredsløb. Dialogen har vist, at udfordringerne knytter sig til komplicerede værdikæder og problemer med at fremskaffe nødvendige data. Måske sværest af alt, så kræver implementeringen af cirkulære forretningsmodeller et opgør med de nuværende måder at tænke værdikæder og forretning på.
Ny værdi ved tiltaget
Certificering af Gabriels produkter har medført, at de yder vejledning til andre virksomheder. Gabriel har fungeret, som konsulent for KE Fibertec, som nu har en C2C certificeret ventilationskanal på markedet (CradleVent).
Virksomheden
- Ligger i Aalborg og beskæftiger 164 ansatte
- Udvikler, producerer og sælger tekstiler, polstrede overflader og relaterede services. Primært til møbelbranchen.
- Var, i 2002, den første europæiske producent af møbeltekstiler, der fik EU Ecolabel (tidligere blomsten) på en del af deres produkter
- Omsætter årligt for ca. 280 mio. kr.
- Flere kunder vist stor interesse for at afdække, hvordan tekstilkredsløbene kan lukkes. Samarbejdet skaber et stærkere bånd mellem Gabriel og virksomhedens kunder, og styrker Gabriels position som first movere på området.