Viden som ressource i symbiosedannelse om overskudsvarme
Hirtshals Havn, Hirtshals Fjernvarme, Nordsøen Forskerpark og Hjørring Kommune.
Det bæredygtige tiltag
Mange virksomheder på havnen i Hirtshals skaber store mængder af overskudsvarme i deres køle-/fryseanlæg, overskudsvarme som i dag bliver ledt væk til omgivelserne uden at blive udnyttet. En helt oplagt ressource at udnytte, men også en kompliceret sag med mange løsninger, mulighed for skalering og mange interessenter. Opgaven for de involverede parter har derfor været at finde ud af, hvordan denne hidtil uudnyttede ressource af overskudsvarme kunne udnyttes bedst muligt. Det viste sig helt nødvendigt at skabe et bedre vidensgrundlag om potentialet ved de enkelte virksomheder og de forskellige anvendelsesmuligheder for overskudsvarmen, et vidensgrundlag som i sig selv forudsatte et tæt samarbejde mellem virksomhederne.
Drivkraften bag
En indledende kortlægning af virksomhederne på havnen viste potentiale for at udnytte varmen til opvarmning – og ikke uvigtigt – en positiv indstilling til samarbejde. Efterfølgende blev forskellige scenarier for anvendelsen af overskudsvarmen undersøgt og præsenteret for parterne i projektet af konsulenter fra NIRAS. Med udgangspunkt i scenarierne fik parterne drøftet forskellige forretningsmodeller for det fremtidige symbiosesamarbejde.
Ny værdi ved tiltaget
Projektet har i kraft af kortlægningen, skitseringen af de forskellige løsningsforslag og drøftelserne mellem de involverede virksomheder, givet virksomhederne et stærkt vidensbaseret udgangspunkt for de fremtidige drøftelser om et konkret samarbejde. Partnerne har besluttet at arbejde videre med henblik på at finde midler til anlægsfasen.
Projektet er støttet af Grøn Industrisymbiose under Erhvervsstyrelsen.
Virksomhederne
- Hirtshals Havn er Danmarks 6. største erhvervshavn og har forretningsområder inden for trafik, fiskeri, maritim service og offshore service.
- Nordsøen Forskerpark er en erhvervsdrivende fond, der understøtter forskning, udvikling, formidling og rådgivning om hav og fisk.
- Hirtshals Fjernvarme leverer varme til forbrugerne i Hirtshals. Fjernvarmeværket anvender primært affaldsvarme fra forbrændingsanlægget på AVV, Brønderslev og Hjørring Kommunes affaldsselskab, og supplerer med varme fra et naturgasfyret kraftvarmeværk i de kolde måneder, suppleret af overskudsvarme fra Limtræ Lilleheden. Hirtshals Fjernvarme er et andelsselskab ejet af de ca. 2500 forbrugere i Hirtshals.
- Hjørring Kommune er Nordjyllands anden største kommune med 65.367 indbyggere (pr. 1. juli 2016).