Case – Nyt koncept for cirkulær byggeri
Arkitektfirmaet NORD A/S, Frandsen og Søndergaard K/S, Frederikshavn Boligforening
Partnerne
– Arkitektfirmaet NORD A/S er en erfaren og visionær tegnestue i Aalborg. Nord har fokus på bæredygtighed og grøn omstilling, og de er netop inde i en udvikling mod mere bæredygtighed i projekterne. De ser bæredygtighed som en mulighed for at skabe merværdi og en ekstra dimension for bygherren.
– Frandsen og Søndergaard K/S i Aalborg er et rådgivende ingeniørfirma, der har fokus på bæredygtighed i byggeriet. De arbejder ud fra tankegangen i cirkulær økonomi og DGNB sammenholdt med FNs verdensmål, og derudover indgår de i flere udviklingsprojekter omkring cirkulær økonomi i byggeriet.
– Frederikshavns Boligforening er en almen boligorganisation. De har fokus på energibesparelse og begrænsning af CO2-udslip, hvilket de både anser som en samfundsmæssig forpligtelse og et konkurrenceparameter i udlejning af boliger. Yderligere har de en ambition om at være energineutrale i 2050.
– Aalborg Universitet har, foruden deres rolle som videnspartner, også været lokal projektleder i dette partnerskab og dermed sikret fremdrift og koordinering.
Projektet er medfinansieret af EU’s regional fond.
Database med cirkulære tiltag
Overordnet var formålet med partnerskabet at udvikle et produktservicesystem, der kan fremme dialogen om cirkularitet mellem bygherre og rådgivere i de indledende faser af bygge- og renoveringsprojekter. Partnerskabet så to hovedudfordringer i forhold til cirkulære initiativer i byggeriet. Byggeri er en tung post i klimaregnskabet – både i forhold til udvinding af materialer og bortskaffelse af affald. Derfor kan bedre materialeeffektivitet spare os for en stor mængde drivhusgas-emission. Udfordringerne er, at bygherrerne ofte har et for ensidigt fokus på drift-energibesparelser og for lidt fokus på holistisk bæredygtighed. Derudover har branchen en strukturel udfordring i, at de bæredygtige tiltag skal indføres tidligere, end de bliver for øjeblikket, for at sikre mest mulig udbytte af investeringen. I partnerskabet er der blevet lagt vægt på, at produktservicesystemet skulle indeholde et holistisk syn på bæredygtighed. Sociale, økonomiske og miljømæssige aspekter er vigtige elementer i nyere lovgivning og certificeringer i byggeriet, og derfor har det været essentielt for partnerskabet at indtænke denne helhedsforståelse af bæredygtighed i produktservicesystemet.
Tryk her for at se videoen, hvor partnerne fortæller om samarbejdet.
Holistisk bæredygtighed fra første spadestik
Partnernes arbejde har taget udgangspunkt i en konkret renoverings-case, der blev stillet til rådighed af Frederikshavns Boligforening. Med renoverings-casen var det muligt at afprøve hvilke produkter, der var nødvendige for at udvikle en samlet systemløsning. For at skabe det bedste produktservicesystem, fandt partnerskabet frem til tre elementer, der skulle styrke den holistiske bæredygtighed i byggeriet; et dialogværktøj, et inspirationskatalog og workshops til brugerinddragelse. Dialogværktøjet samler og systematiserer beskrivelsen af forskellige cirkulære tiltag til en cirkulær økonomi-database, der har til formål at målrette dialogen med bygherren om den specifikke bygningscase. Inspirationskataloget kan agere katalysator for den efterfølgende dialog om udviklingspotentialer ved at mobilisere en interesse for de muligheder, der ligger i de cirkulære tiltag. Som supplement til inspirationskataloget og dialogværktøjet udviklede partnerskabet en drejebog for en brugerinddragelses-workshop. Denne indeholder en digital præsentation og redskaber til selve workshoppen. På den måde er det muligt at inddrage beboerne, så de også tager ejerskab i processen omkring en bæredygtig renovering af deres bolig. Alle tre elementer er vigtige for at sikre den holistiske bæredygtighed allerede inden første spadestik. Elementerne skal altså indtænkes i hele processen for at give det bedste resultat.
Rådgivning om cirkularitet
Igennem projektet er der blevet udviklet en metode, der kan fremme dialog i de tidlige faser af bygge- og renoveringsprojekter, da partnerne vurderer det er her, projektets cirkulære potentiale er størst. Værktøjerne skal gøre det lettere at inspirere og motivere bygherrerne og italesætte og afprøve løsninger. Den valgte forretningsmodel betyder, at de udviklede produkter tilbydes som en integreret del af rådgivningsvirksomhedernes forretningsaktiviteter. Såfremt det udviklede koncept virker efter hensigten, kan det forhåbentlig være med til at øge efterspørgslen efter CØ-tiltag i byggeriet og skubbe til nogle af de eksisterende fordomme og barrierer. Yderligere har partnerskabet givet anledning til aktiviteter og samarbejder mellem bygherre, arkitekt og ingeniør i forlængelse af projektforløbet.
Har du lyst til at læse mere om de bedste cases og resultater fra projektet “Cirkulær Innovation i Partnerskaber”, så dyk ned i vores inspirationskatalog ved at trykke på linket her.