Fra rest til ressource. Rensetøj hænges op på brugte bøjler
KYMI RENS og detailbutikkerne: C.C. Christensen, Maria Grams Eftf. samt P&P Textilhuset
Det bæredygtige tiltag
Når detailbutikkerne: C.C. Christensen, Maria Grams Eftf. og P&P Textilhuset modtager tøj fra deres leverandører, er hvert enkelt stykke tøj leveret på en bøjle – bøjler som tidligere er blevet smidt i de almindelige affaldscontainere til forbrænding. I dag sorterer detailbutikkerne bøjlerne fra, lægger dem tilbage i kasserne, som tøjet er leveret i, for til sidste at ringe til KYMI RENS, når de har bøjler klar til afhentning. Hos KYMI RENS bruger man bøjlerne til at hænge rensetøjet på. Renseriet sparer således en del af udgiften til indkøb af nye bøjler, mens de tre detailbutikker sparer udgiften til forbrænding af bøjlerne.
Drivkraften bag
Symbiosen mellem detailbutikkerne og KYMI RENS er en helt enkel konstruktion, som taler til både fornuft, bæredygtighed og pengepung. På årsbasis drejer det sig om mere end 20.000 plastbøjler, som genbruges, og som dermed hverken bliver en udgift for detailbutikkerne eller KYMI RENS. Fra besparelsen skal fratrækkes en udgift til transport, som dog ikke er ret stor, da KYMI RENS henter bøjler i forbindelse med, at de kører med varer i området.
Nu værdi ved tiltaget
For den industrielle symbiose mellem KYMI RENS og detailbutikkerne vurderes den miljømæssige gevinst at være en besparelse på mere end 2.000 kg CO2-ækvivalent pr. år. Frem for at ende på forbrændingsanlægget får bøjlerne ny anvendelse på renseriet, og man kan således betegne bortskaffelsen af plastaffaldet til direkte genbrug som en upcycling i forhold til bortskaffelsen til energiproduktion ved forbrænding. Ved at anvende brugte bøjler fra detailbutikkerne, i stedet for at indkøbe nye, er KYMI RENS med til at reducere den CO2-udledning, som ellers ville have været konsekvensen af en nyproduktion af bøjler.
Virksomhederne
- KYMI RENS er en familiedrevet virksomhed i Aalborg, som har drevet renseri i mere end 70 år. Renseriet har fokus på anvendelse af miljøvenlig teknologi, der er med til at nedsætte vand og energiforbruget til rensning.
- C.C. Christensen, Maria Grams Eftf. og P&P Textilhuset er detailbutikker i Aalborg Kommune, som blandt andet forhandler tøj.