Projektet ” Forretningsstrategier for Bæredygtig Produktion 3.0” løb i perioden 2015-2019. Projektet blev gennemført af Aalborg Universitet i samarbejde med Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark og Gate 21, finansieret af Industriens Fond og Aalborg Universitet.
Projekt Bæredygtig Produktion 3.0 arbejdede for at styrke danske virksomhedernes kompetencer og muligheder for at skabe en mere bæredygtig produktion. I projektet blev der arbejdet tæt sammen med 20 forskellige virksomheder med fokus på at styrke virksomhedens innovative kompetencer og undersøge, hvordan en cirkulær forretningsstrategi kan danne grundlag for en mere ressourceeffektiv produktion og mindre miljøbelastende produkter. I forløbet arbejdede vi med følgende fire begreber:
- Eco-design
- Lukning af ressourcekredsløb
- Cirkulære og bæredygtige forretningsmodeller
- Ressourceeffektiv produktion og innovative partnerskaber
De 20 virksomhedsforløb skabte værdifuld viden om virksomheders ressourceeffektive omstilling, med nedslag i hele produktionsprocessen – fra design til brug. En viden og kompetenceopbygning, der skulle være med til at hjælpe endnu flere virksomheder på vej. Derudover fokuserede projektet også på at styrke kompetenceopbygningen på tværs af virksomheder, kommuner og affaldsselskaber. Udgangspunktet var, at en stærkere tværgående indsats, skabt af nødvendige synergier, betyder meget for indsatsen mod at optimere den ressourceeffektive produktion hos danske virksomheder.
De 20 virksomhedsforløb evalueredes både på miljømæssige effekter, økonomiske besparelser og øget innovationsniveau og netværk. Erfaringer og viden fra forløbene forankres og formidles, så projektet kan inspirere bredt og være med til at accelerere den cirkulære økonomi i forhold til danske virksomheder.
Nedenfor ses fire film, der beskriver en håndfuld af de deltagende virksomheders arbejde med bæredygtige forretningsstrategier.
Mere information om projektet kan fås hos professor Arne Remmen, Institut for Planlægning, Aalborg Universitet på ar@plan.aau.dk eller på 25 36 46 69.
Højer Møbler
Ved Højer Møbler arbejder de for mere bæredygtighed i læringsrummet. De har stort fokus på den sociale del af bæredygtighed i forretningen, og så mener de at bæredygtighed er en god forretning.
Vraa Dampvaskeri
Vraa Dampvaskeri arbejder med langtidsholdbare tekstiler, der er tilpasset det miljø, det skal anvendes i, og tøj der er tilpasset den enkelte medarbejder. Derudover er der stort fokus på genbrug og genanvendelse af tekstilerne.
Better World Fashion
Better World Fashion arbejder med genbrugslæder. 98% af det anvendte materiale er genbrug – ligesom kerneforretningen er bygget på en cirkulær forretningsmodel med leasing af jakker og tilbagekøbsgaranti af produkterne.
Gabriel
Tekstilvirksomheden Gabriel arbejder målrettet med bæredygtighed og cirkulære principper. Fokus på bæredygtighed starter i designfasen og følger produkterne gennem hele deres livscyklus.