DETTE PROJEKT ER AFSLUTTET.
Projektet ”Cirkulær Innovation i Partnerskaber” er igangsat af Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling Norddanmark (NBE) og handler om at styrke innovation inden for Cirkulær økonomi og bæredygtighed i små og mellemstore virksomheder i Nordjylland i perioden 2018-2020.
Projektet vil understøtte 10 innovationspartnerskaber, og forventes at involvere mindst 35 nordjyske smv’er. Forløbet vil have fokus på nye cirkulære koncepter, løsninger og produkter, der kan imødekomme de behov virksomhederne har. De 10 partnerskaber tager udgangspunkt i følgende områder: Byggeri, Biomasse, Turisme, Tekstil, Plast og Produktion.
I projektet deltager mindst 35 små og mellemstore virksomheder fra hele Nordjylland. Herudover deltager Aalborg Universitet som videnspartner, der understøtter de 10 forløb. Thisted, Jammerbugt, Hjørring og Vesthimmerland Kommuner med samt Business Rebild og Brønderslev Erhverv deltager som partnere. De seks kommuner og erhvervskontorer er med til at skabe lokal hvervning af virksomheder og forankring af forløbene.
Projektet er forankret i NBE. Det vil kunne mærkes, fordi projektet er en del af en regional kontinuerlig indsats inden for cirkulær økonomi – derfor får projektet ikke lov at stå alene, men er en del af en vision for Nordjylland. NBE vil sikre at medvirkende i projektet får udbytte af ikke blot deres eget projekt, men også den viden og erfaring der samles i de øvrige projekter. Projektet vil få gavn af NBE’s indgående kendskab til Erhvervslivet i Nordjylland. Det vil være med til at sikre at de mest relevante virksomheder inddrages i projektet.
Projektet er støttet af EU gennem Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, og har et samlet budget på kr. 20.709.000.